Print Friendly and PDF Min paleo verden: græskarsmør
Viser opslag med etiketten græskarsmør. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten græskarsmør. Vis alle opslag

fredag den 21. december 2012

Nøddesmør

Udover peanutbutter (som jo slet ikke er en nød) så er nøddesmør ikke så udbredt her i Danmark. Modsat USA, hvor bla. mandelsmør, cashewsmør, og macadamiasmør er at finde i de fleste supermarkeder.
I velassorterede helsekostbutikker har jeg dog spottet flere varianter af nøddesmør. Prisen er bare lige barsk nok til min pengepung.
Derfor laver jeg det selv, og det er altså virkelig nemt, og virkelig lækkert.
Det eneste man skal bruge er de ønskede nødder, og en foodprocessor.

Du skal have en foodprocessor af god kvalitet, for den kommer på hårdt arbejde, og det kan være nødvendigt at give den et par pauser undervejs.

Alle nødder, frø og kerner kan køres til smør, og de kan med fordel tørristes på en pande, eller i ovnen, inden de kværnes. Det fremhæver nøddernes smag, og giver en lækker, ristet aroma.

- De ristede nødder/frø/kerner smides i en foodprocessor, og der køres i 5-10 minutter. Nogle nødder bliver hurtigere til smør end andre. Fx. er hasselnødder og paranødder virkelig hurtige til at forvandle sig til lækkert smør.
- Først vil nødderne bare findeles til 'mel', og det ligner ikke at der rigtig sker mere, men bliv ved.
- Så vil massen begynde at klumpe lidt mere sammen. Det er et godt tegn. Bliv ved.
- Du skal nok stoppe et par gange, og skrabe kanterne i din foodprocessor.
- Måske skal din foodprocessor have et hvil?
- Du kan nu, hvis du vil, tilsætte 1-2 tsk olie (fx. en nøddeolie). Det vil speede processen en del op, og gøre det hele cremet med det samme. Jeg plejer at gøre det.

- Langt om længe skulle massen gerne forvandle sig til en ensartet, cremet konsistens, og så er vi i mål.


- Opbevar i en lufttæt beholder på køl. Jeg opbevarer altid i gamle syltetøjsglas, som jeg skolder i kogende vand først.

- Man kan sagtens lave smør af en blanding af nødder.
- Man kan tilsætte krydderier til sin nøddesmør: kakao, kanel, kardemomme, vanille, lidt salt, og måske en klat honning.

Mandelsmør

Her er en mandelsmør, som man måske kan regne ud er en temmelig lækker spise :)
Er meget brugt i paleodesserter, men er selvfølgelig også lækkert på en skive brød, som dip til frugt, og hvad man ellers kan finde på.


Solsikkesmør

Her har vi en af mine favoritter, solsikkesmør. Den deler 1. pladsen med kokossmør* hjemme hos mig.
Det er den smør, der kommer tættest på den kendte og, i paleo sammenhænge, forbudte peanutputter.
Jeg smager ofte min solsikkesmør til med en lille klat honning, og et drys vanillepulver.
Lækker at spise med ske direkte fra glasset, dyppe æblebåde i, eller hvad med at prøve min konfektopskrift på solsikke/kokoskugler.


Græskarsmør

Det grønne, aromatiske græskarsmør bruger jeg som basis i salatdressinger.
- Rør et par skefulde græskarsmør med olivenolie, citronsaft, hvidløg (frisk eller pulver), chili, salt, og hvad du ellers synes, og du har en lækker salatdressing.

Cashewsmør

Jeg elsker cashewnødder, og synes jo derfor at cashewsmør er helt vild lækkert. Jeg tilsætter bare et drys salt til min, og stiller den bagerst i køleskabet, så jeg ikke spiser hele glasset med det samme :)


Hasselnøddesmør laves nemt til den lækreste nutella. Ser HER hvordan :)


* Kokossmør, som jeg ikke har vist her, laves på helt samme måde, og man bruger simpelthen bare den helt almindelige kokosmel/kokosrasp, som alle supermarkeder har.
Husk endelig at riste kokosmelet gylden på panden, inden du laver smør af den. Giver især ved kokos en meget bedre smag.
Bemærk at kokossmør vil stivne, og blive meget hårdt. (også selvom det ikke står på køl) En let opvarmning er nødvendig for at få det ud af glasset. Jeg er så heldig, at jeg ingen skrupler har ved at bruge mikroovn, så der giver jeg det en hurtig opvarmning.
Kokossmør kan købes i helsekostbutikker, og nogengange hos den asiatiske købmand. Det går under navnet 'creamed coconut' og nogengange 'coconut cream concentrate'.