Print Friendly and PDF Min paleo verden: wrap
Viser opslag med etiketten wrap. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten wrap. Vis alle opslag

torsdag den 4. april 2013

Ramsløg - 5 idéer

Solen har skinnet over Århus de sidste mange dage, og jeg har været i Marienlundskoven for at samle ramsløg.
De er tidligt fremme i år, så det er bare med at komme afsted, for det er nemlig de nye, friske, saftige skud der smager allerbedst.
Når vi når lidt længere frem, vil skovbunden være dækket af et grønt tæppe af blomstrende ramsløg, som stadig kan spises, men de helt nye skud er nu de lækreste.

OBS: ramsløg kan forveksles med Høst-Tidløs, og Liljekonval, som begge er meget giftige. Ramsløg dufter umiskendeligt af hvidløg, så der skulle helst ikke være nogen tvivl.



Ramsløg går også under kælenavnet 'Nordens hvidløg', og det er ikke tilfældigt, for den både dufter, og smager af hvidløg.
Og det bedste af det hele, så er den helt gratis, og tilmed ganske sund :)


Og hvad bruger man så ramsløg til? Jamen du er kommet til det helt rigtige sted, hvis du ikke ved det. Så bare læs videre og se, hvad jeg har tryllet mine ramsløg om til :)


Allerførst skal ramsløgsbladene skylles grundigt. Vi vil ikke have jordbakterier i maden. Og hvem ved, hvor mange hunde der har været forbi og lette ben? ;)



Ramsløgspesto: (jeg har ingen mål på de forskellige ting. Jeg bruger mine sanser, og smager til mange gange, til jeg har det ønskede resultat)

- Ramsløg (og evt. andre krydderurter)
- Olie
- Nødder/kerner (mandler, cashew, solsikke, græskar, pinje)
- Salt
- Citronsaft
- Evt. lidt palmesukker
- Evt. andre krydderier du kunne have lyst til


- Det hele blendes/køres i foodprocessor til den ønskede konsistens.
- Fordel i glas, bøtter etc. og hav kun det på køl du kan spise i løbet af en uges tid. Frys resten ned i små portioner.


Jeg fordeler min friske pesto i silikone muffinsforme, som jeg stiller i fryseren natten over.


Når pestoen er frossen, kan silikoneformene nemt pilles af, og de små 'muffins' smides i en frysepose, som kommes tilbage i fryseren.
Så er det nemt at tage en klump frisk pesto ud når lysten melder sig. 



Ramsløgssalt:

- Ca. 100 g. ramsløg (kan selvfølgelig også laves med andre krydderurter)
- Ca. 2,5 dl. groft salt/flagesalt (jeg brugte Maldon)

- Salt og ramsløg køres i blender/foodprocessor.
- Fordel på en bageplade.
Tør saltet i ovnen på 60-70 grader i 1½-2 timer.
- Rør rundt nogen gange undervejs.
- Når saltet er helt tørt, tages det ud og køles helt af. 
 


- Giv evt. det kolde salt en tur i minihakker eller foodprocessor for at gøre det mindre klumpet.
- Opbevar på glas.



Ramsløgsolie: (ikke til stegning, men til dressinger, i mayo, og bare generel smagsgivning)

- Ramsløg og olie i valgfrie mængder, blendes/køres på foodprocessor, til ramsløgene er kørt i smadder.
- Stil på køl nogen timer, så smagen kan udvikle sig.
- Filtrer olien, så ramsløgene sorteres fra. Gem ramsløgene, og kom dem i din aftensmad :)
- Hæld på glas/flaske.
- Bør muligvis opbevares på køl.



Smør er jo ikke paleo, men rigtig mange bruger smør alligevel, da det er en god fedtkilde. Endnu bedre er det, hvis du laver klaret smør/ghee, da du så står tilbage med et helt rent fedtprodukt, som kan tåle høj varme.
Er sikker på, at denne kryddersmør også kan laves med koldt klaret smør/ghee.

Ramsløgssmør:

- Blødgjort smør, eller klaret smør røres godt sammen med finthakkede ramsløg. (tilsæt andre ting, hvis du synes)
- Pak evt. smørret ind i film, og form det til en rulle. Så er det nemt at skære en skive til at ligge på bøffen, eller den bagte søde kartoffel. Eller måske noget helt tredje.
- Opbevares naturligvis på køl. Eller frys det ned så du har til senere brug. Fx. når grillsæsonen starter :)


Prøv også at blende lidt ramsløg (måske det du havde tilovers fra olien) sammen med æg og evt. ærtemel til en funky, grøn wrap.

Brug ramsløg frisk i salater, tør de hele blade i ovnen, ja kun fantasien sætter grænser.

Mon ikke du skal på ramsløgsjagt i år? :)

mandag den 25. marts 2013

Ærtemel

Jeg er stor fan af nøddemel, men vi kommer ikke udenom at det indeholder store mængder fedt, og at det ikke altid er den sunde slags.
Jeg har før kværnet tørrede svampe til mel, som dog kan være lidt kraftigt i smagen.

Men idag fik jeg en idé: Hvad nu hvis man kværnede helt almindelige gule ærter i sin elektriske kaffekværn. Ville det mon kunne erstatte mel i diverse opskrifter?
Jeg drønede straks i supermarkedet, og erhvervede mig en æske 'Møllerens gule ærter'. (
et granulat af forkogte modnede ærter) Tænker at denne udgave er lettere for kværnen, end hele gule ærter.
(Jeg har ikke selv prøvet at bruge hele/halve gule ærter, så tør ikke garantere at de er ligeså gode at bruge, eller reagerer på samme måde, da de ikke er forkogte.)


Jeg gav dem en tur i min kaffekværn. (har du ikke en kaffekværn, så kan en blender også bruges. Den skal have fuld skrue, og det tager lidt tid, men kan sagtens lade sig gøre. Det er også nemmere, at smide en hel pose ærter i blenderen, istedet for at stå med små portioner i kaffekværnen)

Jo jo, det blev da til noget der lignede mel. Men kunne det mon bruges?


Mit første, og endnu eneste, førsøg blev rigtig vellykket:
Jeg blendede (stavblender) 2 æg med krydderier, og ca. 5 tsk. ærtemel, og bagte det på panden til en stor pandekage.

Den rullede jeg omkring noget krydret spinatfyld.
Det var slet ikke tosset. 

Man kan se, at pandekagen bliver tyk, og får en mere brød-agtig konsistens, ift. de mere almindelige æggewraps.

Jeg synes det var et hit, og glæder mig til at eksperimentere meget mere med ærtemel.
Er helt sikker på, at den også egner sig i rørt fars, hvor mange synes de mangler mel.

Men hvordan er det nu det er med ærter, for det er jo ikke paleo at spise bælgfrugter, som ærter jo er?
Grunden til, at vi ikke spiser bælgfrugter er pga. indholdet af lektin. Almindelige grønne ærter skulle være fri for lektin, og derfor helt fine at spise.
Gule ærter er tørrede grønne ærter.
Men læs om det, og tag så dit eget informerede valg.

Der skal eksperimenteres med ærtemel nu :)

fredag den 23. november 2012

Wraps

Det her virkelig nemt. Nå ja, måske er det mere en slags omelet end en wrap, men jeg er ligeglad for jeg 'wrapper' den omkring noget fyld, ergo er det en wrap. Nemlig.

Wrap med en rest kødsovs

Til 1 wrap skal du bruge:
-2 æg
-salt & peber
-evt. andre krydderier du kan lide (hvidløgspulver, paprika, chili osv.)
-fedtstof til stegning

- Det hele gives en tur med stavblenderen, og smides på en pande.
- Steg til overfladen er stivnet.
- Nu kommer så det eneste, lidt mere, krævende i denne opskrift, for nu skal wrappen vendes, så den kan blive stegt på den anden side. Måske behøver man det egentlig ikke, men jeg gør det altså altid. Jeg plejer nu altså godt at kunne vende den lidt forsigtigt, som man ville vende en pandekage. Jeg er ligeglad hvordan du gør, bare gør det :)
- Nu skal wrappen bare lige have 1 minut eller 2, og så er det over på en tallerken med den.
- Smid noget fyld i, rul, skær evt midt over, hvis du synes det ser lidt fancy ud, og spis så.

Wrap med rejer