Print Friendly and PDF Min paleo verden: Tarteletter - med høns i asparges

søndag den 18. januar 2015

Tarteletter - med høns i asparges

Det her er en vaskeægte mormor klassiker. Eller sådan her ville mormor jo aldrig have lavet det, men det vil vi :)

Hvad selve tarteletterne angår, så findes der allerede mange opskrifter derude, hvor dejen til tarteletterne typisk laves af nøddemel. Det er jo fint nok, men jeg vil gerne spare på mit nøddeindtag, og er derfor sprunget over.
Vil du hellere lave sådan en sprød, nødde-tartelet, så prøv min opskrift på kiks, eller tag en snak med google.


Hovedingrediensen i mine tarteletter er plantain (madbanan).
Jeg ved godt, at mange af jer måske ikke kan skaffe sådan nogle, og det beklager jeg. Jeg har afprøvet opskriften både med pastinak og sød kartoffel istedet, og det gik altså bare slet ikke.

Til 6 stk. tarteletter skal du bruge:
- 200 g. grøn plantain (skrællet vægt)
- 1 æg
- 1 godt nip salt
- Evt. andre krydderier du har lyst til. Plantain har ikke super meget smag i sig selv, så den kan godt tåle lidt.


- Skræl madbananen. Det gøres nemmest ved at skære skrællen af med en kniv.
- Skær den i mindre stykker, og smid i en foodprocessor, eller en god minihakker.
- Kør til 'ris'. Ligesom når du laver blomkålsris. Men gerne en anelse finere.
- I en skål piskes ægget let sammen med en gaffel.
- Hæld dine plantainris ned til ægget sammen med salt, og de evt. andre krydderier du bruger.
- Rør det hele sammen.

- Smør en metalmuffinsform godt med olie, og brug så lige 2 minutter på at klippe strimler af bagepapir, som du derefter lægger i formene (se billedet herunder) Det gør det meget lettere at få tarteletterne ud af formene efter bagning.


- Fordel 'dejen' i formene. Lav ikke bunden for tyk, for dejen vil falde lidt sammen under bagningen, og det er ikke så rart med en tyk bund.
- Bag ved 200 grader (jeg bruger varmluft) i ca. 15 minutter.
- Hiv derefter tarteletterne direkte ud af formen, fjern bagepapiret, og sæt dem på en bagerist, og smid dem så i ovnen igen i en 5 minutters tid. Det gør dem lige ekstra gode, og lidt sprøde i kanten.


Nu kommer vi så til selve høns i asparges delen, og det kunne ikke være nemmere.

Du skal simpelthen bare blande noget (tilberedt) hønse- eller kyllingekød i en omgang af den hvide blomkålssovs. Selvfølgelig sammen med nogle asparges.
Jeg må indrømme, at jeg faktisk brugte asparges fra glas, og også smed noget af aspargesvandet ned i min sovs. Men det optimale må jo nok være, at bruge friske, letdampede asparges.
Husk at smage sovsen til.

Jeg er vokset op med, at sådan en sovs skal være en lille smule sur/sød, og det smager bare ikke rigtigt i min mund hvis det mangler. Så jeg gav sovsen lidt god æblecidereddike, og lidt palme/kokossukker.
Det behøver du selvfølgelig ikke gøre, hvis det ikke er tradition der hvor du kommer fra:)


Man kan jo fylde sådan en tartelet med alt muligt. Jeg tænker at en sovs med masser af citronskal, evt. persille og/eller dild, og stykker af dampet laks også kunne være lækkert. Måske har du andre gode idéer? :)

Lad tarteletfesten begynde :)


Husk, at du kan følge bloggen på Facebook.





5 kommentarer:

  1. Tusind tak, jeg bor i Den Dominikanske republik for tiden og der er ingen tarteletter hvilket jeg har savnet! Her er til gengæld masser af platins, blomkål og kylling! Det skal prøves;-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, så må du næsten give dem her et forsøg da :) Jeg har forøvrigt andre opskrifter med plantain som hovedingrediens - brød og pandekager. Måske oplagt når du har så nem adgang til de grønne fætre :) Du finder opskrifterne i opskrifteindekset :)

      Slet
  2. Mmh! En rigtig mormorklassiker! Heldigvis har vores lokale grønthandler de berygtede madbananer, så den opskrift skal da helt sikkert prøves af en dag.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, det er bare rigtig mormormad - med et twist :) Dejligt du nemt kan skaffe dem, hvis lysten til tarteletter bliver for stor en dag :)

      Slet
  3. Det er da genialt - du er genial. De tarteletter ska snarest prøves, så ka vi spise tarteletter med go samvittighed.
    Gotte

    SvarSlet