Print Friendly and PDF Min paleo verden: Pumpkin Pie

søndag den 16. december 2012

Pumpkin Pie

Vi tager en juletur til USA, og laver amerikanernes yndlings juledessert; pumpkin pie - græskartærte.
Det er ikke noget jeg har lavet før, men havde haft idéen i tankerne et stykke tid. Så da jeg skulle bespise min søster igår aftes, prøvede jeg at bikse noget sammen, som vi kunne spise til dessert.
Resultatet blev så godt, at jeg straks vil dele opskriften her, så i også kan give jeres juledesserter et amerikansk touch :)


Til bunden skal du bruge:
- 75 g. mandler (kørt til mel i fx. kaffekværn)
- 75 g. kokosmel 
(kørt til mel i fx. kaffekværn)
- 1 æg
- 2 tsk. dadelpuré
- 15 g. fedtstof (kokosolie, neutral olie, ghee, smør)
- ½ tsk. vanille (pulver eller fra stang)
- 1 knivspids salt

- Alle ingredienser røres godt sammen.
- Pres dejen ud i en form (20 cm i diameter). Sørg for at få en god kant på.
- Bag tærtebunden 25-30 minutter ved 160 grader. Den skal være gyldenbrun.
- Afkøl bunden.
 


Til fyldet skal der bruges græskarpuré. I USA kan den slags købes på dåse i ethvert supermarked. Sådan er det ikke herhjemme, så vi må selv lave vores puré. Det er nu heller ikke nogen besværlig opgave.
Du skal sådan set bare bage noget græskar til det er mørt, og derefter blende det helt jævnt.
Hvor lang tid det skal have kan være lidt svært at sige helt præcist. Det kommer an på, hvilken type græskar du bruger, hvor store stykker du bager osv osv.
Jeg brugte butternut squash, (du kan også bruge hokkaido) som jeg halverede og bagte ved 200 grader til det var mørt. Dvs. indtil jeg uden modstand kunne stikke en skarp kniv ind i kødet.
Herefter lod jeg det køle lidt af, skrabte det møre kød ud, og blendede det helt jævnt.
Så er vi klar til næste del: fyldet.
Jeg har fundet en opskrift  på fyld hos Paleomg.com som jeg brugte til min tærte.


Til fyldet skal du bruge:
- 350 g. græskarpuré
- 1,2 dl. kokosmælk
- 0,6 dl. kokossmør aka creamed coconut (smeltet/blødgjort)
- 3 spsk. smeltet kokosolie
- 3 spsk. honning
- 1 tsk. kanel
- ½ tsk. vanillepulver, eller fra stang
- 1/4 tsk. stødt muskat
- 1/8 tsk. allehånde
- 1/8 tsk. stødt ingefær
- 1/16 tsk. stødte nelliker
- 1 knivspids salt

- Alle ingredienserne røres godt sammen (jeg brugte en håndmixer). Tilsæt evt. den smeltede kokossmør mens du pisker, da den ellers nemt kan klumpe, fordi den stivner når den kommer i kontakt med de andre, kølige ingredienser.
- Smag til. Måske synes du godt fyldet må være mere krydret, og så giver du det bare lidt mere, til du synes det er passende.
- Hæld fyldet op i den kolde tærtebund, og sæt på køl i mindst 2-3 timer inden du spiser af den. Fyldet skal have tid til at 'sætte sig' og blive mere fast.
- Opbevares på køl. 
 


Ved servering kan der drysses med kokosmel, og/eller hakkede nødder.
Jeg valgte at servere det traditionelle 'tilbehør' til, nemlig flødeskum. Hvis du ikke spiser den slags, går det helt sikkert fint uden :)

Det er bestemt ikke sidste gang jeg laver sådan en american pie. Det kolde, cremede, krydrede fyld er rigtig lækkert, og kunne faktisk være en dessert i sig selv. Ihvertfald spiste jeg gladeligt det overskydende, direkte fra skålen, med ske i sofaen :)


4 kommentarer:

  1. Til den dovne; den kan købes på dåse i mange SuperBest butikker (i deres Amerikanske sektion) - dog lidt dyrt :/
    Rigtig fed blog!!!
    - Sofie :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Sofie,
      Jamen så er tippet hermed givet videre til de dovne :)
      Mange tak skal du have :)
      /Lykke

      Slet
  2. Hej den ser god ud - men i usa er det er typisk at spise pumpkin pie til thanksgiving - ikke jul :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Den er også rigtig god:)
      Jeg har skam researchet, og der er mange amerikanere der også spiser pumpkin pie til jul :)

      Slet