Print Friendly and PDF Min paleo verden: Lasagne med porreplader

fredag den 8. februar 2013

Lasagne med porreplader

Lasagne er vel nok at finde på menuen et par gange om måneden, i de fleste danske hjem. Jeg synes dog det kan være svært, at finde en hæderlig erstatning for pastapladerne.
Den mest almindelige løsning er, at bruge skiver af squash eller aubergine. Det har jeg selvfølgelig også prøvet, men var ikke tilfreds. De to grøntsager afgiver utroligt meget vand, som kan gøre lasagnen alt for smattet.

Så nu er endnu en grøntsag blevet testet, og jeg synes det er den bedste pastafrie lasagne jeg har lavet....indtil videre.
Jeg giver også et bud på en paleo bechamelsovs.



Når det kommer til kødsovsen til en lasagne, så kommer jeg ikke med nogen specifik opskrift, da alle familier har deres egen favorit måde at lave sådan en på, og den kan man ligeså godt bare bruge her.

Meget hurtig gennemgang af min egen kødsovs til lasagne:
- Små tern af løg, gulerod og bladselleri svitses. Hvidløg og chilipasta svitses kort med. Tilsæt hakket kød og brun af. Tilsæt oregano, paprika, salt, peber, flåede tomater, tomatpuré, lidt palmesukker og evt. lidt rødvin. Lad simre 2-3 timer, smag til.

Til lasagnen skal du bruge:
- 1 portion kødsovs
- 2-3 porrer (så tykke som muligt)
- Evt. et drys mandelmel på toppen

"Bechamel":
- Kokosmælk (mængde afhænger af hvor stor portion lasagne du laver)
- Arrowroot
- Stødt muskatnød
- Salt og peber
- Gærflager (kan udelades, men bidrager med en lækker ostesmag)
- Evt. andre krydderier (paprika, hvidløgspulver etc.)


- Lav kødsovsen. Undgå at den bliver for 'vandet'. Kog den ind til en tyk sovs.


- Det meste af den grønne porretop skæres fra.
- Porren deles herefter i 2 lige store stykker.
- Skær herefter på langs af porren indtil du når midten (se billedet).
- Læg porrerne i en skål, og dæk med kogende vand, og lad trække i 5 minutter.
- Køl nu porrerne af med masser af koldt vand.
- Nu kan du skille porrelagene fra hinanden. Gem også de mindre stykker. Du kan få brug for dem når du samler lasagnen.
- Læg porre'pladerne' på et rent viskestykke, og dup dem tørre.



Nu skal vi lave 'bechamelsovsen':
- Kokosmælk hældes i en gryde, og smages til med muskat, gærflager, salt og peber (og hvad man ellers synes).
- Bring langsomt i kog.
- Lav en jævning af arrowroot og vand (følg anvisning på pakken)
- Hæld jævningen i sovsen, og giv den et kort opkog.
- Jævn sovsen til du opnår den ønskede konsistens. Jeg synes en bechamel skal være temmelig tyk.


- Så er der kun tilbage at samle lasagnen, og det behøver vel næppe nærmere forklaring.
- Kødsovs, porreplader, bechamel. 
Kødsovs, porreplader, bechamel, osv.
-Man kan også nøjes med kun at putte bechamel på toppen. Det styrer man helt selv.
- Jeg dryssede lidt mandelmel på toppen til sidst.

- Giv lasagnen ca. 40 minutter ved 200 grader.

- Jeg synes en lasagne skal stå lidt inden man spiser den. Både for at køle lidt af, men også for at sætte sig lidt.
Jeg lader den gerne stå 30 minutter efter den kommer ud af ovnen, inden jeg skærer af den. 


Og sådan endte den med at se ud. Det ligner da lasagne :)


Det lykkedes mig først at få pæne, regulære stykker, som dem på billedet, efter lasagnen var blevet helt kold, og jeg senere ville varme et stykke.
Når den er helt nylavet har den en tendens til ikke at hænge så godt sammen, og ikke give et flot, firkantet stykke.
Men altså, det har jo ingen indflydelse på smagen :)



9 kommentarer:

  1. Din lasagne ser fantastisk lækker ud, og lyder rigtig god. Tak for din ide om at bruge porrer - jeg er vild med porrer i mange retter og som tilbehør. Jeg skal faktisk til at forberede madplan for næste uge - og på mandag skal vi ha Lykkes "Lasagne med porreplader" :O) Jeg glæder mig, mange tak for opskriften og rigtig god weekend.
    Kh Inger

    SvarSlet
    Svar
    1. Den blev også rigtig god :)
      Håber i får god aftensmad på mandag så :)
      God weekend,
      /Lykke

      Slet
  2. Jeg har det til gode - men har også hørt om folk der bruger hvidkål med succes. Men porrer er nyt. God ide!

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Malene,
      Jeg har også hørt om hvidkål som 'plader', men tog den lige et skridt videre. Det lykkedes faktisk meget godt synes jeg, så håber idéen kan bruges:)
      /Lykke

      Slet
  3. Endnu en fantastisk lækker opskrift - MEN jeg er bare ikke vild med kokosmælk - Er der andre alternativer ? Synes kokosmælk lægger en tyk fedtagtig hinde i omkring munden og smagen er jeg heller ikke vild med - Men du er så kreativ så tænkte du havde et andet forslag? Men er helt vild med porreplader i stedet for hvidkål, da familien her, de ikke kan døje hvidkål.. :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Linda:)
      Kokosmælk kan nemt erstattes med mandelmælk. Det har jeg en opskrift på, hvordan man selv kan lave herinde også. Det er nemt at lave, og smager virkelig lækkert.
      Ellers kunne man måske lave en god, krydret tomatsovs istedet for bechamel, eller en lækker pesto. Eller man kan jo også bare helt undlade en bechamelerstatning.
      Hvis du er en af dem der spiser ost, er et par drys parmesan sikkert også et hit :)
      /Lykke

      Slet
  4. Ja, jeg så godt det der mandelmælk var nævnt et sted.. Det vil jeg lige tjekke ud.. Tak for tips - Og jo en god parmasan, ville helt sikkert også være et hit for alle i familien.. :)

    SvarSlet
  5. Det er nu anden gang jeg laver denne lasagne :) Synes den smager super godt, og så er den nem at lave. Endnu en gang tusind tak for en god opskrift.
    Hilsen Mia

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Mia,
      Hvor er det dejligt at høre:)
      Velbekomme. Skønt at du kan bruge mine opskrifter:)

      Slet