Print Friendly and PDF Min paleo verden: januar 2013

torsdag den 17. januar 2013

Makiruller - Paleo sushi

Da jeg forleden stod med de marinerede blomkålsris til min couscous salat, kom jeg straks til at tænke på de marinerede ris man bruger til sushi.
Mon ikke man kunne lave en makirulle med de blomkålsris?
Efter en hurtig tur i Kinabiksen efter tangplader, kastede jeg mig ud i forsøget.
Jeg er yderst tilfreds med resultatet, så opskriften kommer her.



Du skal bruge: (fyld kan jo varieres alt efter hvad du bedst kan lide)
- Blomkål (kørt til 'ris' på foodprocessor)
- Tangplader

- Chilimayonnaise (hjemmerørt mayo smagt til med chilipulver)

- Rejer eller fisk
- Agurk i tynde strimler
- Rød peber i tynde strimler
- Avocado i tynde strimler

Dressing:
- Olie (brug den du bedst kan lide)
- Citrussaft (citron, appelsin eller begge dele)
- Salt
- Lidt honning 


Fremgangsmåden med 'risene' er den samme som ved couscoussalaten, men jeg gentager den for en god ordens skyld:
- Blomkålsrisen skal tilberedes. Jeg dampede min i mikroovnen. Har du en aversion mod mikroovne, eller har du ikke en, så damp på almindelig vis i en gryde, eller steg det mørt på en pande.
- Hæld de dampede blomkålsris i en stor skål, og stil til side så de kan køle lidt af.
- Bland dressingen. Jeg smider det hele i et gammelt syltetøjsglas, låget på, og så ryste, ryste, ryste.
Oliedressinger blandes i forholdet 3:1. Dvs 3 dele olie til 1 del syre (her citrussaften). Smag den til med salt og peber, og honning.
- Hæld dressingen over blomkålsrisene mens de stadig er varme/lune, og lad dem herefter køle helt af.


Når risene er kølet helt af, kan vi gå videre.
- Læg et lag blomkålsris på en tangplade. Lad et lille stykke tang være frit i enden længst væk fra dig, og fugt det med lidt vand.
- Læg chilimayo, peberfrugt, agurk, avocado og rejer/fisk på risene i den modsatte ende.
- Rul nu tangen stramt sammen om fyldet. (Man behøver ikke sådan en sushimåtte som jeg har)
- Skær rullen ud i passende skiver. 
Jeg vil anbefale, at skære skiver af rullen med det samme, og ikke ligge den på køl, og skære senere. Jeg har prøvet begge dele, og den der havde ligget på køl var væsentligt sværere at skære pæne stykker af. Tangen bliver en smule sej af at være på køl, eller måske er det fordi den suger fugt fra fyldet, og bliver svær at skære pænt.


Man plejer vist at dyppe sushi i en blanding af soyasauce og wasabi. Jeg ved ikke hvad en færdigrørt wasabi indeholder, men man kan købe wasabipulver som man selv rører op med vand.
Soyasauce går ikke, men der findes et alternativ, nemlig Coconut Aminos. Det fåes dog endnu ikke i Danmark, og de steder jeg har fundet den på nettet i England er der en helt uhyrlig fragtpris, som desværre har afholdt mig fra at købe produktet. Men det findes altså derude.

Mon ikke sådan et fad paleoruller her vækker begejstring ved enhver tøsefrokost?:)



tirsdag den 15. januar 2013

Couscous salat....uden couscous

Endnu et forsøg på at lave noget anderledes grøntsagstilhehør, som faldt rigtig godt ud.
Man kan jo sådan set putte næsten hvad som helst i sådan en salat, men her har jeg givet den et mellemøstligt twist.



Du skal bruge:
- Blomkål (kørt til 'ris' på foodprocessor. Jeg smed også en gulerod i)
- Persille
- Forårsløg
- Tørrede abrikoser
- Frisk chili
- Pistacienødder
- Grillede, røde peberfrugter
- Citronskal

Dressing:
- Olie (brug den du bedst kan lide)
- Citrussaft (citron, appelsin eller begge dele)
- Salt og peber
- Evt. lidt honning (ikke striks paleo, så det kan udelades)

- Blomkålsrisen skal tilberedes. Jeg dampede min i mikroovnen. Har du en aversion mod mikroovne, eller har du ikke en, så damp på almindelig vis i en gryde, eller steg det mørt på en pande.
- Hæld de dampede blomkålsris i en stor skål, og stil til side så de kan køle lidt af.
- Bland dressingen. Jeg smider det hele i et gammelt syltetøjsglas, låget på, og så ryste, ryste, ryste.
Oliedressinger blandes i forholdet 3:1. Dvs 3 dele olie til 1 del syre (her citrussaften). Smag den til med salt og peber, evt lidt honning.
- Hæld dressingen over blomkålsrisene mens de stadig er varme/lune, og lad dem herefter køle helt af.
 


- Hak p
ersille, forårsløg, abrikoser, chili, pistacienødder, og de grillede peberfrugter i den ønskede størrelse.
- Sammen med fintrevet citronskal blandes det hele sammen med blomkålsrisene.

- Servér til lige hvad du har lyst til. Min første portion blev spist sammen med et par stykker paneret laks :)

lørdag den 12. januar 2013

'Risotto'

Synes tit jeg ender med at lave det samme grøntsags tilbehør igen og igen, og det kører man hurtigt sur i.
Her til aften har jeg forsøgt mig med en slags grøntsagsrisotto. Den smager glimrende, men hvor meget risotto der egentlig er over den ved jeg ikke. Døm selv :)



Du skal bruge:
- 500 g. butternut squash (skrællet, renset og i tern)
- 2 spsk. olivenolie
- 1 løg (finthakket)
- 2 fed hvidløg (finthakket)
- 2 spsk. olie eller ghee til stegning
- 700 g. grøntsager (kørt til 'ris' i foodprocessor. Jeg brugte pastinak, gulerod, blomkål og squash)
- 2,5 dl. fond (deles i 4 lige store portioner)
- Frisk timian
- Fintrevet citronskal
- Salt, peber og chili
 



- Butternut-ternene vendes med olivenolien, drysses med salt og peber, og bages møre i ovnen ved 225 grader i 20-25 minutter.
- Sammen med 1 del af fonden, køres de møre tern nu til en jævn puré i foodprocessor eller blender.



- Løg og hvidløg steges mørt.
- Tilsæt grøntsags'risene', og lad dem stege med i et par minutter.
- Tilsæt nu 1 del fond. Lad risene absorbere væsken, og gentag så med de resterende 2 dele fond.
- Lad risene koge til du synes de er møre.
- Tilsæt nu butternutpuré'en, timian og citronskal. Rør godt rundt.
- Smag til med salt, peber, chili, citronskal, og hvad du evt. ellers synes der skal til.
 



Hvis du spiser lidt af de gode mejeriprodukter, er jeg sikker på at en god klat smør, og en håndfuld revet parmesan ville kunne indgå i skøn forening, som det jo hører sig til i en risotto.
Idag nøjedes jeg dog med en portion deller on the side :)


tirsdag den 8. januar 2013

Min yndlingssalat

Denne salat, som var noget af det første jeg kreerede da jeg startede med paleo, spiser jeg flere gange om ugen til stort set hvad som helst.
Den er næsten for simpel at ligge ud her. På den anden side kunne det jo være, at der var et par stykker som blev inspireret, så i får den altså :)



Du skal bruge:
- squash
- gulerødder
- pesto (jeg bruger den her opskrift, som er min absolutte favoritpesto)
- tørristede solsikke- og græskarkerner

- Skær squash og gulerod ud i fine strimler. Jeg bruger en spiralizer til det, men du kan sagtens bare bruge en kartoffelskræller til at lave tynde strimler.
- Vend grøntsagerne med pesto. Tilsæt evt. lidt ekstra olie til din pesto hvis den er meget tyk.
- Drys med de ristede kerner.
- Spis :)
 



Når det går vildt for sig tilsætter jeg også lidt fintsnittet hvidkål, og det fungerer fint.

Lav salaten kort før den skal spises, da squash afgiver en hel del vand, som godt kan gøre salaten lidt trist, hvis den står for længe.

Velbekomme :)


fredag den 4. januar 2013

Chicken curry

Eller asiatisk inspireret kylling i karry.
En ret der er nem, hurtig og lækker.
Lav til flere måltider når du alligevel er igang. Det gør jeg altid :)



Du skal bruge:
- 800 g. kyllingbryst eller filet, skåret ud i mindre stykker
- 1 løg i fine strimler
- 2-3 gulerødder i skiver
- 1 dåse flåede, hakkede tomater
- 1 lille (165 ml.) dåse kokosmælk
- 1 stor spsk. gul karrypasta (husk at købe en uden alt muligt tilsat skrammel)
- krydderier (jeg brugte: karry, garam masala, tandoori masala, hvidløgspulver, salt og peber)

- Start med at svitse løget i lidt fedtstof. Jeg bruger hjemmelavet ghee.
- Når løget er svitset godt, tilsættes karrypastaen. Lad pastaen varme igennem, og 'brænde af'.

- Tilsæt de øvrige krydderier. Rør godt rundt.

- Tilsæt nu kyllingekødet, og steg til alle kødfladerne ikke længere er rå.



- Nu tilsættes gulerodsskiverne, tomaterne og kokosmælken.
- Rør det hele godt sammen, læg låg på, og lad simre i ca. 10 minutter. (
Jeg lavede min portion i en stor pande, og brugte et stort fad som låg, men man kan også bare lave det i en gryde. )
- Smag til.


Imens kyllingen simrede færdig lavede jeg en gang tilbehør. Det blev til en omgang pimpede broccoliris (laves på samme måde som blomkålsris, bare med broccoli), og det gjorde da ikke retten kedeligere at se på :)

God weekend :)


tirsdag den 1. januar 2013

En god mos

Egentlig burde en kartoffelløs mos være ret ligetil. Kog nogen grøntsager, mos dem, spis.
Alligevel har jeg set flere klage deres nød over ikke, at kunne frembringe en ordentlig mos.
Jeg startede også selv ud med nogen eksperimenter, som faldt mere eller mindre heldige ud. Men nu har jeg fundet fremgangsmåden og ingredienserne som fungerer for mig, og det skal jeg gerne dele med jer, så i måske kan finde lidt inspiration.

I mine moser indgår altid blomkål, og græskar (fx. butternut eller hokkaido) Blomkålen er ret neutral i smagen, men alene bliver konsistensen lidt 'grynet' og en anelse vandet. Derfor blander jeg med græskar, som har en meget cremet konsistens. Kombinationen af de to synes jeg, giver en lækker, cremet mos, som er ret neutral i smagen.

Ofte blander jeg lidt andre ting i. Det er en god måde at få brugt de sidste grøntsager, som ligger og ser lidt triste ud, på.
Jeg synes det fungerer rigtig godt med pastinak, persillerod, knoldselleri, eller broccoli (brug også stænglen/stokken). Eller en blanding selvfølgelig.



Sådan gør jeg:
- De valgte grøntsager skæres ud i mindre stykker.
- Koges i godt saltet vand til det hele er mørt (10-20 minutter, alt efter størrelsen på stykkerne) Jeg ved godt nogen ting koger hurtigere mørt end andet, men jeg smider altså det hele i gryden på én gang, og koger til alt er mørt.
 


- Hæld de møre grøntsager i et dørslag.
- Sæt en stor skål oveni, og pres på grøntsagerne. Rør lidt rundt, og gentag et par gange. På den måde får du presset en masse af det vand ud af grøntsagerne, som ellers kan give en temmelig vandet og løs mos.
- Blend grøntsagerne. Jeg bruger min stavblender.
- Du kan tilsætte en lille smule af kogevandet, hvis du synes mosen er for fast, men det gør jeg nu aldrig.
- Smag til. Der skal sikkert lidt mere salt til.
- Bruger du mejeriprodukter, så er en klat smør, og en skvis fløde bestemt ikke dårlige at komme i.
- Spis til hvad som helst. Min favorit er sammen med kødsovs.

Hvad er din favorit paleo-mos?