Print Friendly and PDF Min paleo verden: maj 2015

lørdag den 30. maj 2015

Chokolademousse


Det her er måske verdens sundeste chokolademousse. Det er ihvertfald verdens enkleste. Så enkel, at jeg ikke engang vil komme med nogle nøjagtige mål. Men frygt ikke, jeg lover det er nemt :)

Det her er faktisk meget mere end bare en chokolademousse. Se hvad du ellers kan bruge den til længere nede.


Hovedingrediensen i denne mousse er bagt sød kartoffel. Jeg bager altid en del af gangen, for de holder sig fint en 4-5 dage på køl, og så er det nemt lige at bikse en chokolademousse sammen.
Prøv også mine klatkager med sød kartoffel, når du alligevel har bagte kartofler i køleren :)

Nu tænker du måske, at det her da umuligt kan være noget særligt, men det lover jeg at det er. Konsistensen bliver helt utrolig cremet, og man skulle virkelig tro, at den var fyldt med smør og fløde, for den er fed og fyldig. Prøv selv :)


Du skal bruge: (Alt er på slump her. Du kan altid tilsætte mere kakao og vanille)
- Bagt, køleskabskold sød kartoffel
- Kakaopulver
- Vanillepulver

TIP: Hvis du udelader kakao, og istedet tilsætter masser af fintrevet citron- eller appelsinskal fungerer det glimrende som en friskere mousse :)


- Smid alle ingredienser i en foodprocessor, og kør til en jævn masse. Smag til.
(En stavblender fungerer også, men så rør kakaoen i med ske efter du har mast de søde kartofler)

Det var dét. Jeg sagde jo, at det var verdens nemmeste :)


Spis den som den er, eller pift den op med fx. lidt hakkede nødder, frysetørrede bær, friske bær. Eller hvad med en klat 'flødeskum'.


Du kan også bage en lille 'skål', eller en tærtebund af dejen fra denne opskrift, og fylde den med moussen, og lidt friske bær. Det ser godt ud på kagebordet, eller som dessert.


Prøv også at smide moussen i en ispindeform, og nyd en lækker, cremet chokoladeis på pind :)
Her har jeg pyntet den med lidt kokossmør, og frysetørrede bær.




Moussen egner sig også fremragende som en slags (sund) nutella :)
(Brødopskrifter finder du HER.)




Brug moussen på pandekager, som frosting på muffins/cupcakes, som kagecreme i en lagkage, og sikkert til mange flere ting, som jeg endnu ikke er kommet i tanke om :)



torsdag den 21. maj 2015

Chokoladekiks

Når jeg pludselig får en idé i hovedet, er der ofte ikke langt fra tanke til handling. Det var hvad der skete med disse chokoladekiks, som faktisk en kombination af 2 opskrifter, der allerede er her på bloggen.

Jeg bager ofte kun søde sager når jeg venter gæster, for jeg har svært ved at holde mig fra det, når det først er lavet. Så min mor var inviteret som smagstester, og har sagt god for dem :)



Til kiksene skal du bruge: (giver ca. 16 bunde/8 chokoladekiks)
- 150 g. mandelmel (den helt almindelige, ikke den affedtede. Du kan evt. selv kværne mandler til fint mel)
- 1 æg
- 2 tsk. palme/kokossukker
- 15 g. smeltet kokosolie
- Et godt drys vanillepulver
- 1 nip salt


Til chokoladefyldet skal du bruge:
- 1 stor banan
- 12 g. kakao
- 40 g. blødgjort kokossmør
- Et godt drys vanillepulver


- Start med at lave dejen: Alle ingredienser røres godt sammen.

- Læg dejen mellem 2 stykker bagepapir (Læg evt. en fugtig karklud under, så ligger det bedre når du ruller)
- Rul dejen ud mellem de 2 stykker bagepapir, til ca. 2-3 mm. tykkelse.
- Med en udstikkerform, eller bare et glas, stikkes dejen nu ud, og lægges over på en bageplade med bagepapir.
- Ælt det overskydende dej sammen, og rul ud igen. Gentag til alt dejen er brugt.
- Prik hver kiks 2-3 gange med en gaffel.

- Bag ved 150 grader (jeg bruger varmluft) i 12-14 minutter. Hold øje med dem de sidste minutter.
- Afkøl på bagerist.


Imens kiksene køler af, laves chokoladefyldet:
- Mos bananen grundigt med en gaffel.
- Tilsæt kakao og vanille, og mos det hele godt sammen.
- Tilsæt det bløde kokossmør, og bland igen grundigt.

- Sæt fyldet i køleskabet, mens kiksene køler helt af. Her bliver det fastere i konsistensen fordi kokossmørret vil stivne.


Når du er klar til chokoladekiks, lægger du bare 2 kiks sammen med lidt af fyldet, og voila - chokoladekiks :)


Kan du ikke lige spise alle kiksene på én gang, så vent med at smøre fyld i til de skal spises. Så undgår du, at kiksene bliver bløde. Fyldet kan sagtens holde sig på køl til næste dag.


Du kunne også lave en omgang bananis, og lægge mellem 2 kiks. Putter du kakao i isen, er det stadig en slags chokoladekiks :)


Dyp evt. kanten af isen i hakkede nødder.
De har godt af lige at komme en tur i fryseren efter de er lagt sammen, så isen kan blive helt fast. Du kan sagtens lave mange, og gemme dem i fryseren. Så er der altid iskager på lager :)


Eller hvad med at skippe chokoladefyldet, og lave dem til hindbærsnitter istedet? :)
Se mere info HER.


Du kan også bage en lille 'skål', eller en tærtebund, og fylde den med chokolademoussen fra denne opskrift. Server med frisk frugt/bær, og du har en skøn, og flot dessert :)



Husk, at kigge med på Facebooksiden

mandag den 11. maj 2015

Pizza med kyllingebund

Måske så du med på bloggens Facebookside i sidste uge, hvor jeg havde kreeret denne kyllingepizza. Det var bare et flækket kyllingebryst, som var banket fladt, fyld på, og så bagt. Det fungerer ganske glimrende, men nu har jeg taget kyllingepizzaen et skridt videre :)


Til bunden skal du bruge: (til 2 runde pizzaer)
- 500 g. kyllingebryst eller inderfilet
- salt og peber
- Evt. andre krydderier du har lyst til


Fyld:
Her er der lidt frit valg, men jeg vil anbefale ikke at fylde alt for meget på, og istedet spise grøntsager ved siden af.
Jeg har brugt en puré af grillet rød peberfrugt, løg, og en god, lagret cheddar. (Ang. ost, så forholder jeg mig til dette)

Du kan fx. smøre bunden med hjemmelavet ketchup, tomatpuré, eller selvføgelig en tomatsovs.


- Kyllingekød og krydderier smides i en foodprocessor, og der køres til en jævn fars.
- Del farsen i 2 portioner, og tryk hver portion ud til 2 flade (max ½ cm tyk), runde pizzaer på et stykke bagepapir (begge pizzaer kan være forskudt på 1 bageplade). Det kan være en god idé, at fugte hænderne med vand, så farsen ikke klistrer til hænderne.

- Smør nu bundene med din ønskede sovs, og læg resten af fyldet på. Giv dem evt. et drys oregano.

- Bag dine pizzaer ved 200 grader (jeg bruger varmluft) i ca. 25 minutter.


Og så er der pizza, som endda kan spises uden kniv og gaffel :)

(Jeg har givet min pizza lidt hjemmelavet pesto efter den kom ud af ovnen)


*Følg bloggen på Facebook*