Print Friendly and PDF Min paleo verden: Lasagneplader

fredag den 3. april 2015

Lasagneplader

Lasagne er vel næsten blevet en slags dansk nationalret. Tror den står på menuen hos rigtig mange hver eneste uge, og det er der ikke noget at sige til, for det smager jo skønt.

Naturligvis bruger vi ikke plader lavet af pasta, og der findes alverdens varianter, hvor pastapladerne erstattes af forskellige typer grøntsager. Det er sådan set smart nok, for på den måde får man flere grøntsager sneget ind i kosten, men det er bare ikke helt det samme, vel? :)



Måske har I også stiftet bekendtskab med den såkaldte LCHF pasta, eller proteinpasta? Den er sådan set rigtig smart, hvis det ikke var fordi den indeholdt flødeost.

Så derfor har jeg nu lavet en version helt uden mælkeprodukt, ligesom hjemme i stenalderen ;)


Du skal bruge: (giver 1 hel bageplade)
- 160 g. grøn plantain/madbanan (skrællet vægt)
- 4 æg
- ½ dl. vand
- 1 lille spsk. FiberHUSK
- 1 nip salt
- Evt. andre krydderier (oregano, hvidløgspulver, gærflager etc.)


- Skræl din plantain. Det kan ikke gøres som med en alm. banan. Det nemmeste er, at skære skrællen af med en kniv.
- Pånær FiberHUSK, puttes alle ingredienser i et højt blenderglas, og med en stavblender køres det til en jævn, og klumpefri dej. (En alm. blender kan sikkert også bruges)
- Mens du blender, drysses FiberHUSK i, og blendes med.

- Hæld al dejen ud på en bageplade med bagepapir, og fordel den i et jævnt lag på hele pladen.

- Bag ved 200 grader (jeg bruger varmluft) i 13-15 minutter.

- Pil papiret af, og afkøl pladen på en bagerist, og skær den herefter ud i passende stykker.

Nu er du klar til at lave lasagne :)


Til en lasagne skal der selvfølgelig bechamelsovs til. Find min opskrift på en blomkåls-bechamel lige HER.

Og hvordan er det nu lige med den der ost på toppen? Ja, mejeriprodukter er jo ikke paleo, men flere og flere er begyndt at anerkende/'tillade' at oste som er lagrede i mindst 6 måneder godt kan accepteres. (Du kan læse lidt mere om det her.) Så til min egen lasagne har jeg brugt en blanding af en god, lagret cheddar og en god parmesan.

Fravælger man osten, kan man lave en topping af kværnede nødder (alm. nøddemel) gærflager og lidt salt. Det kendes også som vegansk parmesan.
Eller man kan helt udelade at komme noget på toppen.


Lasagnen bages i en 30-40 minutter til den er godt gennemvarm, eller hvis du bruger ost, til den er smeltet og gylden.


Server lasagnen med en god salat. Her var det bare en simpel råkost med citronolie og sesamfrø :)

Flere opskrifter med plantain? Find dem lige her:




2 kommentarer:

  1. Har prøvet "din" opskrift på lasagne men klippede det i strimler og brugte det som pasta bånd til kødsovs, hold da op det var mega lækkert :)
    Må dog erkende, at jeg brugte flødeost med urter - næste gang vil jeg prøve med madbananer og se om det er ligeså godt ;-)
    Tak fordi du deler opskrifterne med alle os andre, en fornøjelse og vi takker.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Birgit,
      Ja, den der med flødeost smager jo dejligt, og jeg har da selv lavet den flere gange. Men synes der manglede et paleo-alternativ, så derfor denne med madbananer. Den må du prøve ved lejlighed. Har ikke selv prøvet den som pasta, men til lasagne er den super:)

      Slet