Print Friendly and PDF Min paleo verden: lakrids
Viser opslag med etiketten lakrids. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten lakrids. Vis alle opslag

fredag den 3. maj 2013

Citronsnitter med lakridsglasur

Jeg har længe gået og tænkt på, at paleoficere de klassiske hindbærsnitter. (se nederst for alm. hindbærsnitter) Og nu er det en realitet, bare med et twist.
Jeg blev inspireret af min egen opskrift, fra sidste år, på citronfromage-hapsere med lakridslåg, og har derfor re-designet den gode, gamle hindbærsnitte.



Du skal bruge:

Til dejen:
- 150 g. mandler (kørt til mel i fx. kaffekværn, eller helt alm. mandelmel)
- 1 æg
- 2 tsk. palme/kokossukker
- 15 g. smeltet fedtstof (kokosolie, klaret smør)
- ½ tsk. vanille (pulver eller fra stang)
- 1 knivspids salt

Til citronfyldet:
- 3/4 dl. citronsaft
- Ca. 20 g. palmesukker (smag til, alt efter hvor sødt du vil have det)
- 1 lille dåse kokosmælk (165 ml.)
- ½ tsk. vanille (pulver eller fra stang)
- 3/4 tsk. agar agar (afmål nøjagtigt. Det er kraftigt stivende)
- ca. 1/4 tsk. gurkemeje (udelukkende for at farve gul. Afgiver ingen smag)

Glasur:
- Kokossmør
- Lakridspulver

Valgfri pynt:
- Kokosmel (evt. farvet med gurkemeje, eller rødbedesaft)
- Hakkede nødder
- Frysetørrede bær


- Start med at lave dejen: alle ingredienser røres godt sammen.
- Læg dejen mellem 2 stykker bagepapir. (Læg evt. en fugtig karklud under, så ligger det bedre når du skal rulle)
- Rul dejen ud mellem de 2 stykker bagepapir.
- Rul ud til den tykkelse du ønsker.
- Skær nu dejen ud i passende størrelser (jeg lavede dem noget mindre end dem man køber, og fik ca. 16 bunde/8 hele snitter). Man kunne også udstikke med en udstikkerform, eller bare et glas, og få runde snitter :)
- Ælt det overskydende dej sammen, og rul ud igen. Gentag til alt dejen er brugt.

- Bages gyldne ved 150 grader (jeg bruger varmluft) i 12-14 minutter. Hold øje med dem.
- Afkøl på bagerist.



- Ingredienserne til citronfyldet blandes sammen i en gryde, og  bringes kort i kog.
- Smag til. Tilsæt evt. lidt mere palmesukker, hvis du synes.
- Fyldet skal nu hældes ud i en form, beklædt med bagepapir eller folie, så det ligger i et lag man synes giver en passende tykkelse på det færdige fyld.
- Stilles på køl i ca. 20 minutter, eller til det er helt stivnet.
 


- Det stivnede fyld skæres ud i stykker, der passer på kagebundene.
- Læg et stykke citronfyld mellem 2 bunde. Det ligner lidt en kikse-klapsammen med ost:)

- Smag blødgjort kokossmør til med lakridspulver.
- Fordel over snitterne.
- Drys evt. med lidt pynt.

- Opbevar i en lufttæt beholder, evt. i køleskab.


Den nye, moderne snitte er en realitet:)



Man kan selvfølgelig nemt lave dem om til almindelige hindbærsnitter, hvis man vil:

- Kog hindbær med vanillepulver og evt. lidt palmesukker, og jævn det med arrowroot. Afkøl.
- Læg det mellem kagebundene.
- Brug kokossmør uden lakrids som glasur.
- Drys evt. med frysetørrede hindbær.



tirsdag den 11. december 2012

Dagens retro-ret: Citronfromage-hapsere med lakridslåg

Efter at have brugt agar agar til både min andesylte, og til mandelmoussen, er jeg blevet ret begejstret for produktet, og pludselig fik jeg citronfromage på hjernen.
Citronfromagen var en yndet dessertspise i mit barndomshjem, og jeg synes ærligt talt det er en skam, at den er gået lidt i glemmebogen.
Det forsøger jeg nu at rette op på, i en mere moderne udgave, som jeg udtænkte, og afprøvede med stor succes her til aften.
I får den her, helt frisk fra mit køkken:



Du skal bruge:
Til citronfromagen:

- 3/4 dl. citronsaft
- 20-30 g. honning eller palmesukker (smag til, alt efter hvor sødt du vil have det)
- 1 lille dåse kokosmælk (165 ml.)
- ½ tsk. vanille (pulver eller fra stang)
- 1 tsk. agar agar (afmål nøjagtigt, da det er kraftigt stivende)
- ca. 1/4 tsk. gurkemeje (udelukkende for at farve gul. Afgiver ingen smag)

- Det hele blandes sammen i en lille gryde. Bringes i kog, smages til, og koger i 1-2 minutter.
- Fordel blandingen i små silikone-muffinsforme. (Der bliver til 6 stk.)
- Lad dem afkøle kort, mens du laver lakridslåget. De må ikke stivne ret meget, da lakridslaget så ikke fæstner ordentligt. Men skal være så stivnede, at det øverste lag ikke bare render igennem.


Til lakridslåget:

- 1 dl. kokosmælk
- ca. 15 g. honning eller palmesukker (smag til
, alt efter hvor sødt du vil have det)
- 1 tsk. lakridspulver (jeg bruger den Iranske fra Tiger. Bruger du en stærkere, skal der muligvis bruges mindre)
- 1/4 tsk. agar agar (afmål nøjagtigt, da det er kraftigt stivende)
- Evt. rålakridspulver til at drysse på toppen. (Den almindelige er sikkert ligeså god til det)


- Det hele blandes sammen i en lille gryde. Bringes i kog, smages til, og koger i 1-2 minutter.
 


- Fordel nu lakridsblandingen ovenpå citronlaget. Der er ca. 1 spsk til hver form.
- Drys evt. med lakridspulver.
- Stil på køl et par timer, til de er kolde og stivnede, før du spiser af dem.
 


Og her ser vi så de små hapsere i al deres skønhed :)

Når man laver dem i silikoneforme, er de meget nemme at vippe ud af formene (som jeg ikke smurte med noget).
Konsistensen er på ingen måde fromage-agtig, nærmere som en fast gelé, uden at være blævrende, budding-agtig på den klamme måde.

Jeg vil eksperimentere meget mere med agar agar, som jeg ser utrolig mange muligheder i. Stay tuned :)


fredag den 7. december 2012

Pebernødder

Hvad er mere julet end pebernødder? Ikke meget.
Der poppede en opskrift op i Paleo NOT.0 gruppen på Facebook forleden, og jeg har netop afprøvet den tilsat mit eget twist.

Du skal bruge:
- 200 g. dadler, eller dadelmasse (se nedenfor)
- 100 g. mandelmel (mandler kværnet i kaffekværn)
- 2 spsk. kokosolie
- 2 spsk. honning
- 1 tsk. kanel
- 1 tsk. kardemomme
- 1 tsk. ingefærpulver
- ½ tsk. hvid peber
-----------------------
- 1 tsk. lakridspulver
- revet citronskal
- revet appelsinskal


Dadelmasse

Jeg synes dadelmasse er dejligt nemt at bruge.
Du finder det hos de fleste etniske grønthandlere.
Her i Århus har jeg købt det i både Bazar Vest og i Klostergrønt & FrugtDet koster typisk 20-30 kr. for sådan en pakke.
Du kan naturligvis også bare bruge almindelige, tørrede dadler uden sten.


- Alle ingredienser (på nær lakrids, citron- og appelsinskal) køres i en foodprocessor. Det kræver en god maskine når man skal kværne dadler. Så det er på eget ansvar :)
- Kør til massen ligner den på billedet. Den samler sig ikke mere end det. Men det klares nemt ved at smide det hele ud på bordet og ælte det sammen.


Du kan nu trille dejen til kugler og bage, eller du kan gøre som jeg gjorde:

- Del dejen i 2 lige store dele.
- Den ene halvdel blandes med 1 tsk. lakridspulver, og fintrevet skal fra en lille citron. I Tiger har de en lækker lakridspulver (den på billedet). Er sikker på, at den populære lakridspulver fra
Johan Bülow  også ville være lækker. Dog skal der måske bruges lidt mindre. Smag på dejen for at justere.

- Den anden halvdel blandes med fintrevet skal fra 1 lille appelsin.

- Rul nu dejen til kugler, og læg dem på en bageplade. Jeg gav dem et lille tryk, så de ikke lå og trillede rundt :)


Bag i 10-15 minutter ved 160 grader, afkøl, spis og vær glad :)

Teknisk set, så er det her jo bare en krydret, bagt dadelkugle. Dvs. at man kan spise kuglerne rå som en slags konfekt, hvilket bestemt også er et hit. Især hvis man lige pimper dem lidt ved at rulle dem i lidt kokosmel, lakridspulver, kakaopulver, hakkede nødder etc.
Når de bliver bagte, og er afkølede, får de en let sprød, sej konsistens, som er rigtig lækker.

Skal du også bage pebernødder idag? :)