Print Friendly and PDF Min paleo verden: græskar
Viser opslag med etiketten græskar. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten græskar. Vis alle opslag

tirsdag den 1. januar 2013

En god mos

Egentlig burde en kartoffelløs mos være ret ligetil. Kog nogen grøntsager, mos dem, spis.
Alligevel har jeg set flere klage deres nød over ikke, at kunne frembringe en ordentlig mos.
Jeg startede også selv ud med nogen eksperimenter, som faldt mere eller mindre heldige ud. Men nu har jeg fundet fremgangsmåden og ingredienserne som fungerer for mig, og det skal jeg gerne dele med jer, så i måske kan finde lidt inspiration.

I mine moser indgår altid blomkål, og græskar (fx. butternut eller hokkaido) Blomkålen er ret neutral i smagen, men alene bliver konsistensen lidt 'grynet' og en anelse vandet. Derfor blander jeg med græskar, som har en meget cremet konsistens. Kombinationen af de to synes jeg, giver en lækker, cremet mos, som er ret neutral i smagen.

Ofte blander jeg lidt andre ting i. Det er en god måde at få brugt de sidste grøntsager, som ligger og ser lidt triste ud, på.
Jeg synes det fungerer rigtig godt med pastinak, persillerod, knoldselleri, eller broccoli (brug også stænglen/stokken). Eller en blanding selvfølgelig.



Sådan gør jeg:
- De valgte grøntsager skæres ud i mindre stykker.
- Koges i godt saltet vand til det hele er mørt (10-20 minutter, alt efter størrelsen på stykkerne) Jeg ved godt nogen ting koger hurtigere mørt end andet, men jeg smider altså det hele i gryden på én gang, og koger til alt er mørt.
 


- Hæld de møre grøntsager i et dørslag.
- Sæt en stor skål oveni, og pres på grøntsagerne. Rør lidt rundt, og gentag et par gange. På den måde får du presset en masse af det vand ud af grøntsagerne, som ellers kan give en temmelig vandet og løs mos.
- Blend grøntsagerne. Jeg bruger min stavblender.
- Du kan tilsætte en lille smule af kogevandet, hvis du synes mosen er for fast, men det gør jeg nu aldrig.
- Smag til. Der skal sikkert lidt mere salt til.
- Bruger du mejeriprodukter, så er en klat smør, og en skvis fløde bestemt ikke dårlige at komme i.
- Spis til hvad som helst. Min favorit er sammen med kødsovs.

Hvad er din favorit paleo-mos?


søndag den 16. december 2012

Pumpkin Pie

Vi tager en juletur til USA, og laver amerikanernes yndlings juledessert; pumpkin pie - græskartærte.
Det er ikke noget jeg har lavet før, men havde haft idéen i tankerne et stykke tid. Så da jeg skulle bespise min søster igår aftes, prøvede jeg at bikse noget sammen, som vi kunne spise til dessert.
Resultatet blev så godt, at jeg straks vil dele opskriften her, så i også kan give jeres juledesserter et amerikansk touch :)


Til bunden skal du bruge:
- 75 g. mandler (kørt til mel i fx. kaffekværn)
- 75 g. kokosmel 
(kørt til mel i fx. kaffekværn)
- 1 æg
- 2 tsk. dadelpuré
- 15 g. fedtstof (kokosolie, neutral olie, ghee, smør)
- ½ tsk. vanille (pulver eller fra stang)
- 1 knivspids salt

- Alle ingredienser røres godt sammen.
- Pres dejen ud i en form (20 cm i diameter). Sørg for at få en god kant på.
- Bag tærtebunden 25-30 minutter ved 160 grader. Den skal være gyldenbrun.
- Afkøl bunden.
 


Til fyldet skal der bruges græskarpuré. I USA kan den slags købes på dåse i ethvert supermarked. Sådan er det ikke herhjemme, så vi må selv lave vores puré. Det er nu heller ikke nogen besværlig opgave.
Du skal sådan set bare bage noget græskar til det er mørt, og derefter blende det helt jævnt.
Hvor lang tid det skal have kan være lidt svært at sige helt præcist. Det kommer an på, hvilken type græskar du bruger, hvor store stykker du bager osv osv.
Jeg brugte butternut squash, (du kan også bruge hokkaido) som jeg halverede og bagte ved 200 grader til det var mørt. Dvs. indtil jeg uden modstand kunne stikke en skarp kniv ind i kødet.
Herefter lod jeg det køle lidt af, skrabte det møre kød ud, og blendede det helt jævnt.
Så er vi klar til næste del: fyldet.
Jeg har fundet en opskrift  på fyld hos Paleomg.com som jeg brugte til min tærte.


Til fyldet skal du bruge:
- 350 g. græskarpuré
- 1,2 dl. kokosmælk
- 0,6 dl. kokossmør aka creamed coconut (smeltet/blødgjort)
- 3 spsk. smeltet kokosolie
- 3 spsk. honning
- 1 tsk. kanel
- ½ tsk. vanillepulver, eller fra stang
- 1/4 tsk. stødt muskat
- 1/8 tsk. allehånde
- 1/8 tsk. stødt ingefær
- 1/16 tsk. stødte nelliker
- 1 knivspids salt

- Alle ingredienserne røres godt sammen (jeg brugte en håndmixer). Tilsæt evt. den smeltede kokossmør mens du pisker, da den ellers nemt kan klumpe, fordi den stivner når den kommer i kontakt med de andre, kølige ingredienser.
- Smag til. Måske synes du godt fyldet må være mere krydret, og så giver du det bare lidt mere, til du synes det er passende.
- Hæld fyldet op i den kolde tærtebund, og sæt på køl i mindst 2-3 timer inden du spiser af den. Fyldet skal have tid til at 'sætte sig' og blive mere fast.
- Opbevares på køl. 
 


Ved servering kan der drysses med kokosmel, og/eller hakkede nødder.
Jeg valgte at servere det traditionelle 'tilbehør' til, nemlig flødeskum. Hvis du ikke spiser den slags, går det helt sikkert fint uden :)

Det er bestemt ikke sidste gang jeg laver sådan en american pie. Det kolde, cremede, krydrede fyld er rigtig lækkert, og kunne faktisk være en dessert i sig selv. Ihvertfald spiste jeg gladeligt det overskydende, direkte fra skålen, med ske i sofaen :)


lørdag den 24. november 2012

Græskar soufflé

Ja, jeg har altså aldrig nogensinde lavet en soufflé....før nu. For da denne opskrift for nyligt dukkede op på paleomg.com  så måtte jeg altså prøve den, for jeg er blevet lidt glad for græskar dette efterår.
Forresten, hvis du ikke kender paleomg.com så kom igang! Indehaver af siden, Juli Bauer, skriver nogen underholdende indlæg, og der er en ny opskrift næsten hver dag. Især laver hun nogen vilde desserter, hvis man er til den slags ;)

Som altid, fulgte jeg ikke opskriften 100%, men det kan du jo bare gøre.

Jeg brugte:

-4-5 dl bagt hokkaidogræskar (en rest herfra)
-4 æg (blommer og hvider hver for sig)
-1 spsk fint kokosmel (jeg blender alm. kokosmel i en elektrisk kaffekværn)
-lufttørret skinke - 70 gram inden tilberedning (tvivlsom paleo, kan udelades)
-2 spsk andefedt (andet fedtstof er helt sikkert ligeså godt)
-1 lille løg
-1 fed hvidløg
-lidt hakket frisk rosmarin (eller anden krydderurt)
-salt & peber


-Steg skinken sprød på panden, og skær den derefter i små stykker
-Steg løg på panden. Tilsæt til sidst det hakkede hvidløg
-Imens 
køres det bagte græskar glat i en foodprocessor
-Tilsæt fedtstof og 4 æggeblommer, og kør igen til massen er glat
-Hæld massen i en skål, og tilsæt de stegte løg, kokosmel, salt, peber, og rosmarin. Rør det sammen.
-Pisk de 4 æggehvider stive, og vend dem i græskarmassen.


-Nu skal du smøre nogen egnede skåle med kokosolie. Jeg har ikke nogen af de der ramekiner så jeg tog bare nogen små skåle i skabet. Det gik fint.
-Fordel dejen i skålene. Massen hæver ikke op som en traditionel soufflé, så du kan fylde dem næsten helt op.
-Bag dem i 35-40 minutter ved 175 grader.


Og se så lige, hvor flotte de blev. De pynter da på enhver tallerken.
Smagen kunne sagtens trække flere krydderier, så næste gang får den ekstra knald på krydderier.
Mon man kunne bruge andet end græskar? Den idé vil jeg arbejde videre med.


Idag spiste jeg 1 soufflé sammen med farserede porrer, og en blandet salat.
Det smagte skønt, og så festligt ud .....synes jeg da selv ;)