Jerky er, kort fortalt, tørret kød. Vi kender det ikke rigtigt herhjemme, men i fx. USA er det meget populært. Det er en god, sund snack, hvis man selv laver det, for ofte indeholder de kommercielle jerky's masser af sukker og tilsætningsstoffer.
Normalt er jerky lavet af reelt kød som skæres i tynde skiver, krydres og tørres. Men jeg faldt på nettet over en metode, hvor man istedet bruger hakket kød. Efter nærlæsning af mange fremgangsmåder, kastede jeg mig ud i eksperimentet. Hvis det gik galt havde det kun kostet mig en pakke hakket kød.
Det her er en af de opskrifter, hvor jeg ikke kan komme med nøjagtige mål, for det afhænger helt af hvor meget kød du bruger, og hvilke krydderier du vil bruge. Men det er nu ganske simpelt.
Du skal bruge:
- Fedtfattigt, hakket oksekød (max 10% fedt)
- Salt
- Tørrede krydderier - brug dem du kan lide (peber, hvidløgspulver, paprika, spidskommen, koriander, løgpulver, røget paprika, chili, oregano osv. osv.)
- Start med at ælte kødet grundigt med de valgte krydderier og salt. Brug mere salt end du normalt ville, for saltet er med til at dræbe bakterier.
- Du kan evt. smide mindre portioner af farsen i en foodprocessor, og køre for at få en jævnere, mere findelt fars. Det gjorde jeg.
- Du kan nu lade farsen hvile nogen timer på køl, så smagene kan blande sig. Eller hvis du, som jeg, er utålmodig, kan du springe det over.
- Er du i tvivl om din krydring, kan du stege en lille frikadelle på panden, og smage på den.
- Tag nu en portion af din fars, og læg den mellem 2 stykker bagepapir. Med en kagerulle rulles farsen nu ud i ca. 3-4 mm. tykkelse. (kødstrimlerne vil blive tyndere under tilberedningen i ovnen)
- Skær i strimler. (Nemt med et pizzahjul)
- Overfør strimlerne til en bagepapirsbeklædt bageplade. De skal ikke ligge lige op ad hinanden. Giv dem ihvertfald 1 cm mellemrum.
- Start med at give dem 10 minutter i ovnen på 120 graders varmluft. På de 10 minutter vil kødet opnå en kernetemperatur på 75 grader, som anbefales for tilberedning af hakket kød, så alle potentielle, skadelige bakterier er døde. (jeg har tjekket med termometer, at de 10 minutter faktisk giver en kernetemperatur på 75 grader)
- Efter de 10 minutter, skruer du ovnen ned på 75 grader. Brug stadig varmluft. Åbn evt. ovnen i 1 minuts tid, for at få temperaturen hurtigt ned.
- Nu skal kødet tørre ved de 75 grader.
Og nu kommer så det lidt uvisse. For hvor længe skal de have? Jeg har læst alt fra 4-12 timer.
Jeg endte med at give mine 6 timer.
- Efter ca. 3 timer vender du kødet, og du roterer også dine bageplader 180 grader, og flytter rundt på dem, så den nederste nu bliver den øverste (jeg fyldte knap 2 plader med de 400 g. kød jeg brugte)
Det gøres for at få jævn varmefordeling på alle stykkerne.
- Når stykkerne er varme, vil de være let bøjelige, så du kan evt. tage et stykke ud, og lade det køle helt af, for at fornemme hvilken konsistens det vil ende med at få. Det vil nemlig sprøde lidt mere op når det bliver koldt. Jeg synes det skal være en lille smule sejt, og ikke sprødt som knækbrød.
Er du ikke tilfreds med konsistensen, giver du det bare længere tid i ovnen.
- Lad din beef jerky køle helt af på en bagerist.
- Opbevar herefter i en lufttæt beholder.
- Ifølge min research skulle det kunne holde sig i mindst et par uger udenfor køl, men jeg har nu altså puttet mit i køleskabet. Det skulle også være ganske fryseegnet.
Jeg var meget skeptisk da jeg prøvede det her, og kønt er det jo heller ikke at se på, men jeg synes det smager dejligt, og vil bestemt lave det igen.
Det er nemt at snuppe sådan et par strimler at snacke på, og nemt at have med sig til den lille sult.
Hvad siger du? Er det noget du skal prøve, eller skræmmer tanken om det hakkede kød dig? :)
Denne idé gemmer jeg, for selvom jeg er LCHF'er, så er dine opskrifter vildt inspirerende (og anderledes). Tak for det!
SvarSletKH Anne
Hej Anne,
SletMange tak for roserne. Dejligt du bliver inspireret, selvom du følger en anden kostretning:)
~Lykke
Lavede dem i går - herre godt! :D
SvarSletFedt at høre Frederik :)
SletHey Lykke :) Vi er i sommers startet med at spise The Paleo Way, som vi har fået en masse godt ud af. Jeg/vi er løbet lidt tør for ideér, men så fandt jeg din skønne sider her og må sige at det har givet god inspiration til lækker mad. Opskrifter er skønne og nemme -også for en Knorr kvinde som mig. Glæder mig til flere nye opskrifter!! :) Mvh Sabina
SvarSletHej Sabina,
SletDejligt at I trives med paleo. Jeg synes også at det giver en masse velvære:)
Tusind tak for roserne. Det er altid super dejligt med en tilbagemelding. Skønt at I har glæde af det jeg laver:)
Der er flere opskrifter på vej, så bare hold øje, enten her eller på Facebook :)
~Lykke
Muums hvor lyder det lækkert! Skulle ha stødt på den opskrift i september da jagtsæsonnen heroppe var på sit højste... Perfekt som madpakke i fjeldet.. Må prøve det af med rensdyr og moskus istedet for oksekød :)
SvarSletLækker side du har dig - den er vildt inspirerende og glæder mig til at prøve med bacon ;)
Åh ja, det ville have været en god snack at have haft med:)
SletLyder rigtig spændende og lækkert med rensdyr og moskus. Må være skønt at have adgang til den slags:)
Mange tak. Er glad for det kan bruges. Ja, glæd dig til bacon. Den er også rigtig god:)
Ja ikk - jeg tror hvis man kombinere de to vil man få noget rigtigt godt... Moskus alene bliver nok lidt fed - men med mager rensdyr så tror jeg det bliver lige i skabet :) Det bedste er når man selv har hentet det hjem... har stadig moskus til gode - Rensdyr dem jager jeg og slæber hjem :) Skal nok lige give dig en opdatering når det er prøvet af :)
SletDet lyder som en god idé, at prøve at få en knap så fed blanding af kød.
SletJa, det må være helt særligt at gå ud og jage sit eget kød. Og garanteret det bedste kød man kan få. Fra dyr som har gået i sine naturlige omgivelser, spist naturlig føde, og som har haft et godt og frit liv :)
Ja, vil gerne høre om dit resultat. Det ser jeg frem til :)
Hvor meget blev vægten reduceret?
SvarSletHej Kim,
SletDer må jeg være dig svar skyldig, for jeg vejede det ikke bagefter. Men vil da skyde på, at det nok er sådan ca.1/3