Print Friendly and PDF Min paleo verden: tærte
Viser opslag med etiketten tærte. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten tærte. Vis alle opslag

søndag den 3. februar 2013

Fødselsdagstærte med hindbær og kokos


Idag fik jeg fødselsdagsgæster, og ville selvfølgelig servere en kage for dem. Jeg havde mest lyst til noget friskt, og ikke for tungt.
Det blev til denne kreation, som faldt i god jord.


Jeg valgte ikke at servere tærten med den gængse flødeskumsklat, og istedet piske en skum af kokosfløde. Hvis du vil gøre det samme, er det allerførste du skal gøre, at smide en dåse kokosmælk i køleskabet, og lade den stå der i 5-6 timer, gerne længere.



Tærtebunden er den samme som jeg brugte til min pumpkin pie, men gentager, for en god ordens skyld, opskrift og fremgangsmåde her også.

Til bunden skal du bruge:
- 75 g. mandler (kørt til mel i fx. kaffekværn)
- 75 g. kokosmel 
(kørt til mel i fx. kaffekværn)
- 1 æg
- 2 tsk. dadelpuré (dadler blendet med kogende vand til en tyk puré)
- 15 g. fedtstof (kokosolie, neutral olie, ghee, smør)
- ½ tsk. vanille (pulver eller fra stang)
- 1 knivspids salt

- Alle ingredienser røres godt sammen.
- Pres dejen ud i en form (20 cm i diameter). Det er nemmest at gøre med let-fugtede hænder. Sørg for at få en god kant på.
- Bag tærtebunden 25-30 minutter ved 160 grader. Den skal være gyldenbrun.
- Afkøl bunden.
  


Fyldet laves i 2 etaper. Du skal ialt bruge:
- 300 g. hindbær (frosne er helt fine)
- Palmesukker (kan også fås hos kinesiske købmænd langt billigere)
- Vanille (pulver eller fra stang)
- 2 dl. kokosmælk (ikke den på køl)
- 3/4 - 1 tsk. agar agar (vegetabilsk gelatine) Afmål helt nøjagtigt. Hellere lidt for lidt, end lidt for meget, da det er kraftigt stivende.
- Evt. 
 - lidt fintrevet citronskal
          - lidt kokosmælk til pynt     

- Giv (de frosne) hindbær et opkog.
- Stik en stavblender i, og blend et par gange.
- Hvis du, som jeg, gerne vil fjerne alle de mange frø/kerner, hælder du hindbærsovsen igennem en sigte, og presser så meget igennem sigten som muligt.
- Hæld sovsen tilbage i gryden, og smag til med ønskede mængder palmesukker (citronskal) og vanille.
- Afkøl sovsen.

- I en ny gryde gives kokosmælk, vanille og agar agar et hurtigt opkog.
- Rør det i den afkølede hindbærsovs.

(Grunden til, at jeg deler fyldet op i 2 arbejdsgange er for at undgå at hælde varmt fyld i tærtebunden, som muligvis bliver blød af det.
Hvis man blander hele fyldet sammen, og derefter stiller det til afkøling, vil det stivne i skålen, og ikke kunne hældes i bunden.
Plus at når fyldet ikke er så varmt når det fyldes i tærtebunden, skal tærten ikke stå så længe på køl, før den er klar til at spise ;))
 


- Hæld fyldet i tærtebunden. Jo højere kanter du har fået lavet, jo mere fyld kan du fylde i :)
- Hvis du vil være lidt fancy, kan du hælde lidt kokosmælk på toppen af fyldet i et sirligt mønster. Brug evt. en tandstik til at trække dekorative striber.
Min blev ikke så fornem at se på som ønsket. Jackson Pollock har ikke levet forgæves :)
- Tærten stilles på køl et par timer, til fyldet er stivnet, inden servering.
 


Hvis du vil servere kokosskum til, er det nu du skal hive den dåse kokosmælk du har på køl ud.

- Åbn dåsen i bunden, og hæld alt flydende fra.
- Åbn nu dåsen i den rigtige ende, hvor alt kokosfløden nu er stivnet.
- Skrab kokosfløden ud, og pisk det som du ville gøre med almindeligt flødeskum.
- Tilsæt evt. lidt vanillepulver mens du pisker.

- Opbevar på køl.


Så er der ikke andet tilbage at gøre end at spise :)

Tærtebunden her kan jo fyldes med alt muligt andet du kunne få lyst til, eller bare en anden slags bærsovs.
Jeg vil helt sikkert prøve at lave den med fyld fra min opskrift på citronfromage-hapsere med lakridslåg. Er overbevist om, at det er en sikker vinder. Men det bliver en anden dag :)


søndag den 16. december 2012

Pumpkin Pie

Vi tager en juletur til USA, og laver amerikanernes yndlings juledessert; pumpkin pie - græskartærte.
Det er ikke noget jeg har lavet før, men havde haft idéen i tankerne et stykke tid. Så da jeg skulle bespise min søster igår aftes, prøvede jeg at bikse noget sammen, som vi kunne spise til dessert.
Resultatet blev så godt, at jeg straks vil dele opskriften her, så i også kan give jeres juledesserter et amerikansk touch :)


Til bunden skal du bruge:
- 75 g. mandler (kørt til mel i fx. kaffekværn)
- 75 g. kokosmel 
(kørt til mel i fx. kaffekværn)
- 1 æg
- 2 tsk. dadelpuré
- 15 g. fedtstof (kokosolie, neutral olie, ghee, smør)
- ½ tsk. vanille (pulver eller fra stang)
- 1 knivspids salt

- Alle ingredienser røres godt sammen.
- Pres dejen ud i en form (20 cm i diameter). Sørg for at få en god kant på.
- Bag tærtebunden 25-30 minutter ved 160 grader. Den skal være gyldenbrun.
- Afkøl bunden.
 


Til fyldet skal der bruges græskarpuré. I USA kan den slags købes på dåse i ethvert supermarked. Sådan er det ikke herhjemme, så vi må selv lave vores puré. Det er nu heller ikke nogen besværlig opgave.
Du skal sådan set bare bage noget græskar til det er mørt, og derefter blende det helt jævnt.
Hvor lang tid det skal have kan være lidt svært at sige helt præcist. Det kommer an på, hvilken type græskar du bruger, hvor store stykker du bager osv osv.
Jeg brugte butternut squash, (du kan også bruge hokkaido) som jeg halverede og bagte ved 200 grader til det var mørt. Dvs. indtil jeg uden modstand kunne stikke en skarp kniv ind i kødet.
Herefter lod jeg det køle lidt af, skrabte det møre kød ud, og blendede det helt jævnt.
Så er vi klar til næste del: fyldet.
Jeg har fundet en opskrift  på fyld hos Paleomg.com som jeg brugte til min tærte.


Til fyldet skal du bruge:
- 350 g. græskarpuré
- 1,2 dl. kokosmælk
- 0,6 dl. kokossmør aka creamed coconut (smeltet/blødgjort)
- 3 spsk. smeltet kokosolie
- 3 spsk. honning
- 1 tsk. kanel
- ½ tsk. vanillepulver, eller fra stang
- 1/4 tsk. stødt muskat
- 1/8 tsk. allehånde
- 1/8 tsk. stødt ingefær
- 1/16 tsk. stødte nelliker
- 1 knivspids salt

- Alle ingredienserne røres godt sammen (jeg brugte en håndmixer). Tilsæt evt. den smeltede kokossmør mens du pisker, da den ellers nemt kan klumpe, fordi den stivner når den kommer i kontakt med de andre, kølige ingredienser.
- Smag til. Måske synes du godt fyldet må være mere krydret, og så giver du det bare lidt mere, til du synes det er passende.
- Hæld fyldet op i den kolde tærtebund, og sæt på køl i mindst 2-3 timer inden du spiser af den. Fyldet skal have tid til at 'sætte sig' og blive mere fast.
- Opbevares på køl. 
 


Ved servering kan der drysses med kokosmel, og/eller hakkede nødder.
Jeg valgte at servere det traditionelle 'tilbehør' til, nemlig flødeskum. Hvis du ikke spiser den slags, går det helt sikkert fint uden :)

Det er bestemt ikke sidste gang jeg laver sådan en american pie. Det kolde, cremede, krydrede fyld er rigtig lækkert, og kunne faktisk være en dessert i sig selv. Ihvertfald spiste jeg gladeligt det overskydende, direkte fra skålen, med ske i sofaen :)